People pleasing som overlevelse - Derfor siger du ja, når du mener nej

Vi har ofte en forestilling om, hvordan vi vil reagere, hvis vores grænser bliver overtrådt.
Vi tænker, at vi ville kæmpe, sige fra eller gå vores vej. Men når presset opstår, tager vores biologiske alarmsystem over. Det spørger ikke din logiske sans til råds, eller bekymrer sig om, hvad der vil se godt ud på papiret. Det vælger den strategi, der hurtigst sikrer ro og tryghed. Og strategier der tidligere har virket. Det er også derfor, mange har svært ved at sige nej, selv når de egentlig gerne vil.

Måske du kender de tre klassiske reaktioner kamp, flugt og frys. Men der findes en fjerde reaktion kaldet fawning.
Den er svær at få øje på, fordi den ikke ligner en overlevelsesmekanisme. Den ligner bare en utrolig flink person.

Du gør dig umulig at blive vred på - sådan virker fawning

Fawning aktiveres, når ubehaget hverken kan ignoreres, bekæmpes eller flygtes fra. Når truslen sidder med ved spisebordet, putter dig om aftenen eller underskriver din lønseddel.

Her finder nervesystemet en anden udvej: Du gør dig umulig at blive vred på.
Du læser rummet, opfanger små skift i stemningen og glatter ud, før en konflikt når at opstå. Du gør dig lille nok og sød nok til, at uvejret driver over.

Og det virker. Det er derfor, du gør det.
Når du føjer andre, falder ubehaget. Måske bliver du ovenikøbet mødt med taknemmelighed og varme. Og lige dér betaler strategien sig.

Men overdreven tilpasning har en høj pris.
Måske kender du den indre kritiske stemme, der konstant fortæller dig, hvad du bør gøre. Tendensen til at overforklare og undskylde, når du skal afvise en aftale, fordi et simpelt “nej tak” ikke føles som en mulighed. Eller følelsen af at have scannet andres humør så længe, at du ikke længere helt ved, hvad du selv har lyst til.
Det er hårdt arbejde konstant at være flyttet ind i andres behov.

En strategi uden udløbsdato - derfor er det så svært at sige nej

‍People pleasing opstår sjældent ud af ingenting.
For nogle begyndte det i en barndom med en uforudsigelig voksen, hvor det blev vigtigt at holde stemningen god. For andre blev kærlighed og opmærksomhed koblet til det at være dygtig, nem og hjælpsom.

Og for nogle opstår mønsteret senere i livet, som en overlevelsesreaktion på et grænseoverskridende parforhold eller et giftigt arbejdsmiljø, hvor det føles sikrest at glatte ud og tilpasse sig.

Problemet er, at nervesystemet ikke sætter en automatisk udløbsdato på vores reaktionsmønstre. Og hvis man ikke gør op med dem, vil den strategi, der holdt dig sikker som syvårig, stadig køre på autopilot, når du er femogfyrre og sidder i et personalemøde.

NÅR DU BEGYNDER AT SIGE NEJ - FRA PEOPLE PLEASING TIL mere FRIHED

Pleaser-adfærd står aldrig alene. Den sker i samspil med dine relationer.

Du har måske været den føjelige, forstående eller hjælpsomme så længe, at både du og andre har vænnet sig til rollen. Når du begynder at sige nej, ændrer du derfor spillets regler. Og det kan føles voldsomt. Ikke kun fordi dit eget system reagerer, men fordi mennesker omkring dig måske også gør.
Og hvem er du egentlig, når du ikke længere hele tiden skal være nem?

At kunne tilpasse sig er en styrke. Sunde relationer kræver, at vi indimellem giver plads til andre. Brugt fleksibelt er det en superkraft.
Problemet opstår, når tilpasningen ikke længere er et frit valg, men en automatisk reaktion styret af frygt.

Arbejdet i terapi handler derfor ikke om, at du skal blive mindre empatisk eller mindre ordentlig. Det handler om at skelne mellem dine automatiske mønstre og dine faktiske ønsker. Hvad er gamle regler, du lærte for længe siden? Hvad er andres forventninger? Og hvad hører faktisk til hos dig?

Forandringen handler ikke kun om at kunne sige nej. Den handler om at finde en tryghed i dig selv, som måske i årevis har ligget ovre i andres humør og meninger.
I terapien arbejder vi blandt andet med at rumme det ubehag og den skyldfølelse, der kan opstå, når du begynder at tage dine egne behov alvorligt. Dit system skal langsomt erfare, at verden ikke går under, fordi et andet menneske bliver skuffet eller utilfreds.

Det er dér, du begynder at genvinde friheden til at være dig.

Hvis du kan genkende people pleasing eller fawn-responsen i dit eget liv, er du velkommen til at række ud. Med ACT-terapi kan jeg hjælpe dig med at blive mere bevidst om de mønstre, der styrer dig, skabe mere plads til ubehag og skyldfølelse og øve dig i at handle mere i tråd med dine egne behov, værdier og grænser. Du kan møde mig i mit terapilokale på Vesterbro i København eller online.

Næste
Næste

Jeg bliver voldsom over for min partner