Vi har ofte en forestilling om, hvordan vi vil reagere, hvis vores grænser bliver overtrådt. Vi tænker, at vi ville kæmpe, sige fra eller gå vores vej. Men når presset opstår, tager vores biologiske alarmsystem over. Det spørger ikke din logiske sans til råds, eller bekymrer sig om, hvad der vil se godt ud på papiret. Det vælger den strategi, der hurtigst sikrer ro og tryghed. Og strategier der tidligere har virket. Det er også derfor, mange har svært ved at sige nej, selv når de egentlig gerne vil.

Måske du kender de tre klassiske reaktioner kamp, flugt og frys. Men der findes en fjerde reaktion kaldet fawning.
Den er svær at få øje på, fordi den ikke ligner en overlevelsesmekanisme. Den ligner bare en utrolig flink person.

Kender du det? Det starter et helt almindeligt sted. En bemærkning, en tone, en aftale der skred. Og pludselig er du et sted, du ikke ville være. Du hæver stemmen, siger noget, der rammer præcis dér, hvor det gør mest ondt, eller du lukker helt i og lader kulden gøre arbejdet. Bagefter sidder du med det - sådan vil jeg ikke være.

Og det værste er ikke episoden i sig selv. Det er, at den ligner den forrige.